Torunn, Geir og deres tre børn er på bibelskole som et resultat af et livskald, som har vokset sig stort. De har solgt hus og båd, kvittet deres arbejde og trygge norske baggrund for at blive missionærer i Afrika. Hele processen begyndte for 15 år siden.

»Det hele startede med, at vi traf Bruno Knutzen (tidligere forstander på Mariager Højskole, red.) for 15 år siden«, fortæller Torunn og Geir.
»Vi snakkede med ham, fordi vi har haft et missionskald til Afrika siden barndommen, men var usikre på, hvornår vi skulle rejse. Samtalen gjorde, at vi overvejede at tage på skolen, men det blev ikke rigtig til noget, måske fordi tiden bare ikke var moden til det.«

I stedet tog de begge uddannelse, Torunn blev lærer og Geir tømrer. De stiftede familie og hjem med børnene Stian, Caroline og Oliver, som med årene er vokset til at være henholdsvis 13, 10  og 4 år.

15 år gammelt kald blev vakt
Men efter 15 år begyndte Gud at kalde igen. Der kom en uro i tanke og sind, som om Gud ønskede, at noget skulle ske.
»Vi vidste på en måde, at Gud ville noget, men ikke helt, hvad han var ude på. Så vi begyndte at bede om, at Gud måtte vise os, hvad der skulle ske,« fortæller Torunn.

»Jeg kom til at tænke på navnet Bruno Knutzen igen,« fortsætter hun, »jeg kunne bare ikke huske, hvem han var - sanger, musiker, prædikant eller noget helt fjerde.«
Men Geir kom til undsætning: »Jeg huskede det med Mariager Højskole, så vi gik på nettet og læste om skolen. Og pludselig en dag, efter vi havde bedt meget over det, poppede der en side op – ’Besøg skolen to dage gratis’.«

To dages besøg blev afgørende
De eneste to dage Torunn og Geir kunne besøge skolen, var to dage i vinterferien, og det er normalt totalt umuligt at få færgebilletter fra Norge til Danmark i den periode. Men alt gik glat igennem og pludselig sad de på færgen til Danmark.

»Jeg sagde til Gud, hvis det er forkert det her, må du gøre mig helt urolig, og modsat må du give mig ro i sjæl og sind, hvis det er det, vi skal. Og allerede på vejen derned fik jeg sådan en fred i mig, og den fortsatte under hele turen,« fortæller Torunn.
»Alligevel sagde jeg til Gud, at han måtte give os en profeti. Jeg havde aldrig fået en profeti før, men hvis vi skulle tage børnene ud af skolen, kvitte jobbet, sælge alt og rejse herned, måtte vi have en bekræftelse fra oven.«
Og den sidste dag de var på skolen, fik parret en sådan profeti. Det gav familien det sidste skub mod Danmark og den store beslutning om at tage to år på bibelskole og forlade den etablerede dagligdag i hjemlandet.

Ottende i ottende nulotte klokken otte
Tallet 8 står i bibelsk terminologi for en ny start. Meget betegnende var det kl. 8 d. 8/8 ’08 at Torunn, Geir og deres tre børn rullede ind på Mariager Højskole, klar til at starte fra scratch.

»Det er klart, at det, at rejse ud til et fremmed sted i et andet land, er svært,« siger Torunn. »Børnene skal starte i ny skole med nye kammerater og et nyt sprog.«
»Men samtidig sørgede Gud for os«, forsætter Geir med overbevisning.
»Alle de fjell-store bekymringer vi havde, og fordommene vi havde om Guds kald, blev gjort til skamme. Og alt det liv, vi har levet og de uddannelser vi har fået, kan vi se, har været en del af Guds skole.«

Alle burde have aha-oplevelser
Torunn læner sig frem og siger: »Samtidig oplever vi, efter vi er startet på skolen, at der er mange ting, vi burde have lært for længe siden, ting jeg ønskede, at vi havde fået undervisning om i menigheden.«
»For eksempel om det at vente og stole på Gud. Og de her aha-oplevelser – kunne nogen ikke givet os dem noget tidligere«, smiler hun og siger med begejstring: »Jeg ville ønske, at alle havde den mulighed at tage på bibelskole!«
»Ja, særligt når man bliver voksen og mister ungdommens entusiasme, når jobbet, børnene og hjemmet kræver sit,« siger Geir og fastslår: »Det er et paradoks, når man siger, man ikke har tid til Gud, tid til at læse og studere, men samtidig har tid til at se TV mange timer om ugen.«

Kaldet er ikke en korsfæstelse
Familien Huus oplever ikke kaldet til missionærer som et afkald.
»Det er ikke en faste, hvor vi sidder med sort tøj og kaster aske på hovedet, ligesom,« siger Torunn med fagter.
»Jeg troede, jeg ville blive ulykkelig, når vi sådan skulle rejse fra venner og familie, ’korsfæste mig selv, som det hedder. I stedet har jeg, som har været kristen hele livet, jeg som troede, jeg har oplevet det hele, set nye nye horisonter. Nu ser jeg hvordan mit liv indtil nu, ligesom bare har været at tage en kopfuld af det uendelige ocean.«
»Ja, et kald er er egentlig bare noget naturligt«, supplerer Geir. »Ligesom et barn, der vokser op og på et tidspunkt skal i skole. Sådan er det også med kaldet – det vokser, og så må det ud og leve – leves ud.«