Mariager
Højskoles årlige "Pionerpris" går i år til præsteparret Inger og Ruben
Højer fra Viborg Internationale Pinsekirke. Prisen er på 10.000
kr. og gives for bemærkelsesværdigt
pionerarbejde og mod til at udføre en
banebrydende indsats, som kan være et eksempel for andre. Prisen blev uddelt fredag 17. juli under Pinsekirkernes SommerCamp i Mariager.
Pionerprisen indsamlet blandt skolens elever
Skolens forstander Kent Jakobsen siger om Pionerprisen: »Mariager Højskole ønsker at inspirere
mennesker til at være helhjertede efterfølgere af Jesus, og udruste dem til at
præge deres verden gennem Guds kærlighed og kraft. Derfor er det en glæde med Pionerprisen at kunne opmuntre
dem, som lever denne drøm ud.«
Prisen, der i år uddeles for femte gang, er indsamlet i årets løb blandt ansatte og elever på
Mariager Højskole, og gives til en person, som har udført et bemærkelsesværdigt
pionerarbejde, har turdet springe
ud på dybt vand og har udført en banebrydende indsats, som kan være et eksempel for andre.
Pris for en ubemærket og vedholdende pionerindsats
»Vi har valgt
at give Pionerprisen 2009 til et præstepar, som har gjort en
forholdsvis
ubemærket, men vedholdende og bemærkelsesværdig pionerindsats - nemlig
Inger og Ruben Moore Højer fra Viborg Internationale Pinsekirke,«
fastslår Kent Jakobsen.
»De forlod deres gode, faste arbejde i Hjørring, tog 2 år på
bibelskole uden økonomisk sikkerhedsnet.
Sagde ja til kaldet fra Pinsekirken i Viborg, hvor de fra begyndelsen af levede
af deres opsparede pensionspenge. Der har utvivlsomt været mange lejligheder
til at sige stop og give op, men Inger og Ruben har været udholdende og som et par holdt
hinanden oppe på forbilledlig vis.«
Kirkebesøg vokset fra 25 til 170 personer gennem helhjertet tjeneste
Viborg Internationale Pinsekirke er lige nu tæt på at indvie deres nye kirkebygning med plads til 400 mennesker. Byggeriet er
blevet muligt gennem en imponerende indsamling på 2 mio kr. blandt de 150 unge
kirkegængere. Der kommer nu op til 170 mennesker til gudstjenester i
kirken, hvor der i starten af præsteparrets tjeneste var 25 i et lille mødelokale.
»Hvad mange ikke ved er, at dette er et resultat af 11
år hengiven tjeneste«, forklarer Kent Jakobsen. »Vi har forstået, at Rubens motto er: ”It’s all about
Jesus”. Det skinner tydeligt igennem i parrets tjeneste. Den handler ikke om dem
selv, men om hans menighed. På den måde har Inger og Ruben været et stort
eksempel for os andre og vi har med Pionerprisen lyst til at udtrykke, at vi
værdsætter dem begge og deres tjeneste.«
|