En alvorlig livskrise kostede for syv år siden Jakob Vagner den skråsikre tro på, at Gud ville sørge for, at alting altid ville gå ham godt. I dag har han en mere besværlig tro, hvor store spørgsmål og ”huller” i Bibelen jævnligt optræder som boksebolde i hans liv.

I begyndelsen af Jakob Vagners kristne vandring var det meste ret simpelt. I den ene kasse lå alle problemerne, og i den anden kasse lå svaret: Jesus. Dengang var Jakob usvigelig sikker på, at Gud ville beskytte ham mod alt og bevare ham fra for eksempel sygdom og arbejdsløshed.

- Grundtonen i mit liv var, at når jeg blot holdt mig tæt til Gud, bad, læste min i min bibel og i øvrigt praktiserede en kristen livsstil, så ville Gud også hjælpe mig og sørge for, at jeg havde det godt på alle områder i livet. Som jeg såede, skulle jeg også høste. Årsag og virkning hang sammen, forklarer Jakob, som i dag er underviser på Mariager Højskole.

Den opfattelse havde Jakob længe – og han havde den længere tid i hjertet end i hjernen. For selv om han på et tidspunkt gennem teologistudier fik, hvad han selv betegner som en mere nuanceret teologi, hvor han var bevidst om at leve i et spændingsfelt mellem Guds rige, der allerede er og endnu ikke er kommet, og hvor han derfor kunne opleve glimt af både himmel og helvede, så bevarede han alligevel den grundlæggende troskyldige og naive grundtone i sit hjerte.

- Jeg havde flere gange undervist om, at selv om Guds rige allerede er her, så ser vi det endnu ikke fuldt ud. Men det var først, da jeg for syv år siden – da jeg var i slutningen af 20’erne - ramlede ind i en alvorlig livskrise med angst og depression, at det også gik op for mit hjerte, at årsag og virkning ikke umiddelbart altid hænger sammen i Guds rige. Indtil da havde jeg dybt nede haft en tro på, at Gud altid vil rede trådene ud, og at der ville være en logisk mening med alting.

Ikke så skråsikker
Den overbevisning har Jakob ikke længere på samme skråsikre måde. Han accepterer, at han vil kunne komme ud for ting, som han på ingen måde vil kunne finde mening i.

- Som Johannes Møllehave anfører, så er lidelse ikke demokratisk fordelt. Mennesker bliver ramt af slag, som er fuldstændig meningsløse på det menneskelige plan. Også mennesker, som lever med Gud og tjener ham helhjertet. Og det var en erkendelse jeg stadig havde til gode, da blev ramt af krisen – noget, jeg og alle andre aldrig havde drømt om skulle ramme mig.

- Når man bliver ramt af sådan et slag, kan man miste tilliden til Gud i ét nu. Det er det skræmmende ved tillid – den kan tage 100 år at bygge op, men den kan smadres på et øjeblik. Og hvis man har levet lang tid i tryg tillid til, at Gud har hånd om ens liv, og den tillid pludselig bliver smadret, så tror jeg, man står foran en lang vandring, før man får fat i en mere nuanceret form for tillid til Gud i dybet af sin sjæl og sit hjerte, lyder hans erfaring.

Jakob forklarer, at Gud er i en eller anden forstand dør for én, fordi det billede og den forståelse, som man havde af Gud, blive slået i stumper og stykker. Og så tager det lang tid at blive tryg ved Gud på en ny måde.

Sjælens mørke nat
Jakob fandt blandt andet hjælp ved at læse om andre, som havde oplevet noget lignende som ham selv. Blandt andet læste han den svenske forfatter Owe Wikströms Det blændende mørke, som peger på, at der op gennem kirkehistorien har været en rød tråd i sjælesorgen, hvor man har peget på et mønster i det kristne liv gennem alle tider og alle kulturer. Et mønster, som begynder med en oplevelse af frelse med en enkel og enfoldig tro, så en tid med tjeneste for Gud, inden åndens nat eller ørkenens nat kan indtræffe. Til sidst kommer der en mere rolig og afklaret periode.

- Det er ikke et skema, som nødvendigvis passer for alle – men det er en typisk måde for det kristne liv at forme sig på. Og det kan være en hjælp at vide dette, når man ryger ind i perioder, hvor det er mørkt og svært at se vejen frem og forstå, hvad det er, der sker. Den enfoldige tro og naiviteten dør måske – men der er en vej igennem det, lover Jakob.

- Man kan få fat i noget, som er mere end en teoretisk tro. Hvor man har en troskyldig tillid til Gud – på trods af og ikke på grund af. Hvor man lever med spørgsmålene og logisk meningsløsheden, men alligevel har tillid til, at Gud altid vil én det allerbedste. Selv om vi nok instinktivt gerne vil tilbage til den første naivitet, hvor kompleksiteten er mindre og spørgsmålene færre.

Et paradoksalt lys
- Wikström beskæftiger sig også med, at det lys, man mange gange møder i mørket - for enden af tunnelen - ofte er et paradoksalt lys, hvor tingene ikke altid løser sig, som vi forestiller os det. Nogle gange fører det til en ændring af ens perspektiv eller en ny åbenbaring af Gud. Men instinktivt vil man nok altid gerne tilbage til den naive tro.

- Sådan kan jeg i hvert fald stadig havde det. Det er sørgeligt, men det er nemmere at leve med en forståelse af tilværelsen, hvor det hænger nogenlunde logisk sammen, end det er at kaste sig ud i et projekt, hvor man på den ene side ser i øjnene, at der på overfladen ikke umiddelbart er sammenhæng, men alligevel bekender sig til, at det hænger sammen på dybet uanset ondskab, mørke og lang tid uden forløsning.

Hvad med Afrika?
Jakob oplever ikke, at disse ting er helt på plads for ham endnu, selv om han efterhånden har arbejdet med det gennem syv år.

- Jeg kan stadig mærke en sorg over at have mistet den enkle tro. Det er mere besværligt nu. For hvis man har den opfattelse, at Gud sørger for én, hvis man beder, læser i Bibelen og elsker Gud og næsten – så er det lettere at gøre alle disse ting.

- Men i det andet perspektiv begynder man at bede og læse på en anden måde end før, og man ser nogle huller, man ikke har set før. Huller i Bibelen for eksempel, hvor man bliver nødt til at lede efter andre svar, end dem man hidtil har haft.

- For eksempel i Jobs Bog, hvor jeg tidligere har glædet mig over, at Gud havde styr på det i den sidste ende. Men hvordan ser historien egentlig ud fra Jobs kones og afdøde børns perspektiv? Hvad er meningen med det? Var de bare dumme og uretfærdige?

- Og så kunne det jo være rart at vide, om jeg er en Job eller et af hans børn. Er jeg bare en biperson i en af Guds historier, hvor jeg skal slagtes? Eller er de fattige kristne i Afrika det? I bjergprædikenen siger Jesus, at man ikke skal bekymre sig om mad og klæder, for Gud sørger for at give fugle og blomster både det ene og det andet. Men det er jo et dårligt eksempel, for masser af fugle dør af sult, og blomster trampes ned. Og der er gode kristne i Afrika, som dør af sult. Gælder løftet ikke for dem? Sørger Gud kun for nogle – og er det Guds logik: Du skal ikke bekymre dig, for jeg sørger for nogle?

- Det er spørgsmål, som kan være vanskelige at forholde sig til. Måake var det Guds visdom at tage Jobs børn hjem til sig, og måske talte Jesus bare om de ubekymrede fugle og blomster, han så i øjeblikket. Uanset hvad, så lukker sådanne refleksioner op for mere mystik og åndsåbenbaring, mener Jakob og henviser til, at katolikkerne i sidste ende løser det hele med deres berømte sætning:
Deus semper major.
Gud er altid større.

Af Jens Linde. Fotos Nikolaj Kristensen. Brugt med tilladelse fra domino-online.dk